Grøn te menes at stamme fra Kina, men har i løbet af plantens godt 4.000 år lange historie spredt sig til flere lande i Asien. Buddhistmunke menes at have medbragt te til Japan for cirka 1.400 år siden. Selve teplanten er kort sagt den samme i Kina og Japan, men der er både klima, jordbund og planteforædling til forskel. Den største forskel er dog selve forarbejdningen af de høstede teblade. Al te kommer fra den samme busk, som på latin hedder camellia sinensis.
Forskellen på sort og grøn te er graden af iltning / oxidering:
Sort te er helt eller delvis oxideret i 12-24 timer, hvorimod grøn te ikke oxideret.
Et enzym i det grønne teblad igangsætter oxideringsprocessen, så snart bladet plukkes. For at stoppe den proces damper japanske producenter af grøn te de friskplukkede blade, inden de pakkes i lufttætte kasser og sættes på køl.
I Kina stopper man oxideringen ved kortvarigt at ”stege” bladene i en wok. Denne forskel i forarbejdningen giver japansk grøn te en smag med noter af græs, mens kinesisk grøn te ofte har mere sarte og blomsteragtige noter. Kinesisk grøn te er ofte også en anelse mere gul i farven.
